Bjergridning i Andalusien
Et sted man ikke troede fandtes...
Competa er en smuk hvid bjergby kun 100 km. fra Malaga lufthavn. Et sted i Spanien som på ingen måder ligner det charter-Spanien mange kender. Tæt herved bor Eva Maria Sigvardt - en dejlig dansk pige, som efter godt 20 år i Spanien er fuldt integreret med hensyn til sprog, klima, trafikkultur og ikke mindst højderne i de kæmpemæssige bjergområder som den spanske natur byder på.
På 15. år driver Eva Maria sin farm, Los Caballos des Mosquin. Farmen ligger på en bjergvæg i en stor naturpark og huser udover datter Africa og hende selv, 3 tilløbne hunde, 7 tilløbne katte (excl. killinger), to ponyer, et muldyr og 10 smukke Andalusiske heste.
Sidstnævnte transporterer næsten hver dag året rundt, natur- og eller hesteelskere på ture i de smukke bjerge.
Der ånder ro og fred på farmen - en lille venlig oase efter en barsk køretur i et vildt naturområde. Man bliver mødt med hundenes galpen og logrende haler, hesteprust fra stalden og en smilende Eva Maria som byder velkommen, men ellers i stilhed overlader det til en selv at se og fornemme stedet.
Hestene er naturligvis et kapitel for sig. Sjældent har jeg oplevet så venlige og omgængelige dyr. De er ikke kuede og trætte af turister, men derimod alle vågne og tydelige i deres personlighed. De er smukke hvide spanske heste som arbejder – de arbejder for Eva Maria og det virker bestemt som om de trives ganske godt med at have et fast ansættelsesforhold.
Eva Maria taler om sine heste med varme og respekt. Man hører hende ikke sige “den” om en af dem, det er altid hende eller han. Hun kender deres særheder og styrker og bruger god tid til at finde ud af, hvilke heste der egner sig til den enkelte rytter. Det er ikke kun rytterens ridefærdigheder, der er afgørende, for ridefærdigheder i aktuelle terræn er der næsten ingen der har, slet ikke danskere. Det er overvejende rytterens væsen og temperament, der er vigtigt at spore sig ind på.
For hestene skal der tages hensyn til – alle skal behandles med omsorg og respekt. Og med udgangspunkt i hesten behov, gives samtidig den bedste sikkerhed for rytteren. For en velafbalanceret equipage er afgørende i de naturmæssige ekstreme forhold. Sådan fungerer det, fortæller Eva Maria.
Turene bliver til gengæld tilpasset hver enkelt rytter og tager udgangspunkt i alder, kondition og ønsket spændingsniveau. Der er ture med fokus på det naturmæssige – vilde orkideer, floder og vandløb, udsigt fra bjergenes tinder med skønhed så langt øjet rækker. Er man helt ny rytter, sætter Eva Maria et reb i ens hest og passer på en hele turen.
Og så er der ture med alt det smukke plus spænding og ekstremitet nok, til at give, selv den kry rytter, urolig kildren i maven og susen i ørene. Nogle ture kan jeg bedst beskrive som bjergbestigning til hesteryg, og her undgår man ikke lidt indre uro og tanker i katagorien: Mon jeg overlever!
Flere steder kan der være så stejlt at, det er umuligt at stå af, for ens egne ben ville ikke kunne holde balancen på bjergvæggen. Man læner sig frem i sadlen på vej op og personligt klamrer jeg mig fast om hestens hals. For falder jeg tilbage i sadlen, er jeg ikke helt sikker på at, vi klarer det. På vej ned igen, syrer mine ben til og jeg får krampe, men det er der ikke så meget at gøre ved, for det er ikke en option at give efter for krampen og lade sig falde frem på hesten. Og ned kommer vi og når hældningen aftager sammen med maveuro og bensmerter, så må jeg bryde ud i noget man kunne kalde glædesråb eller sang. For glæden er enorm og kærligheden til hesten og livet og naturen får en til at boble over. Sådan er det.
Fælles for alle ture - lange, korte, svære eller nemme er, at de styrker respekten for de dyr, som vi for længe siden knyttede bånd til. Vores egne heste hjemme, sendes også en tanke. For under disse ekstreme forhold bliver man opmærksom på hestens formåen og store udholdenhed. Man kan næsten føle sig ydmyg i forhold til den, hvilket er godt, for uden ydmyghed og tillid, kan det være svært at samarbejde med hesten. Somme tider må man nemlig helt overlade opgaven til den og blot selv sørge for ikke at forstyrre den i dens arbejde. Forstyrrer man kan det gå galt.
Det er en speciel oplevelse som vender en del på hovedet. For hjemme gør vi alt for at styre dyret til at underkaste sig vores vilje og formåen og den skal have tillid til os og vi ved bedst.
At samarbejde med hesten, er noget vi godt ved at vi skal. Men efter en bjergtur giver det pludselig meget mere og en helt anden mening.
Eva Marias heste er sunde og stærke. Tusindvis af gange dagligt sætter de deres ben med stor sikkerhed på den stenede bjergskråning. De er aldrig sygemeldte og aldrig halte.
Farmens to hingste går med på turene. Der tages lidt hensyn til at de ikke går for tæt på hinanden eller på den “gale” hoppe og så fungerer det fint.
På de korte ture kan alle komme med. Også hopperne med føl som løber med og leger børnehave bagerst i feltet. Aller bagerst har vi hundene og Eva Maria på muldyret. Herfra kan hun holde øje med alle. Og hun holder øje, passer på og iagtager og kunne se ud som om at, hun nyder at alle er med – hele familien.
På de fleste ture holder man pause og spiser frokost. Eva Maria har den i sadeltaskerne sammen med vand. Vandet smager godt efter nogle timers ridetur i solen.Og det betyder ingenting at sanwichen er blevet lidt fladmast og varm. Det er en del af oplevelsen.
På andre lidt længere ture kan man holde pause ved et bjerghotel og spise frokosten der i skyggen. Man nyder til fulde den luksus en rigtig stol kan være efter mange timer i sadlen.
Mens man spiser venter hestene udenfor i skyggen af nogle træer. De står bundet, men med langt tov, for de skal kunne spise det sparsomme græs der er i nærheden. De holder også frokost og viler, uden ballade.
Igen kan man sende en kærlig tanke til dem derhjemme. Hvordan ville de opføre sig et par timer bundet med en tot græs og lidt tornede planter. Jeg tager mig selv i at tænke, at vores heste æder sig en pukkel til - bogstaveligt talt, i al den grønne overflod vi har herhjemme. Men værre endnu, mange æder sig syge.
Men det der er så bemærkelsesværdigt er, at Eva Marias heste er så sunde og stærke. De ser ikke ud til at mangle hvidløg, selen, vitaminer, olie eller døgnfold med knæhøjt grønt græs. Venner
Den ene hingst, er godt nok lidt tynd, synes jeg, men Eva Maria siger at, det er fordi den hele tiden står og flirter med hopperne. Og det er er rigtig nok. Jeg har selv set hvordan den somme tider står og gør sig til og helt glemmer at spise.
Alle heste bliver spulet med koldt vand, når vi er tilbage på farmen igen. De er trætte og vi er trætte. Nu skal de have fred i den skyggefulde stald. Man kan tydeligt mærke på dem at, de gider ikke blive nusset, de gider ikke snak eller grin på staldgangen. De har fri – indtil næste dag.
Inge Marie Gercke
Balance Rideudstyr
www.balance-rideudstyr.dk
